Pakzads Polemik

Driften efter stadig større profitter baserer sig på udbytning af de fattigste lande. Sådanne "profitter, der slår gennemsnittet" er omdrejningspunktet i Karen Helveg Petersens nye kritiske bog Rentekapitalisme. Bogen, der i teori og empiri handler om moderne kapitalisme og imperialisme, kaster lys på, hvordan Vesten og globale selskaber formår at fortsætte kolonitidens udnyttelse af den 3. Verden. Det er kapitalismekritik i klassisk marxistisk forstand.

Klimaforskere og geologer mener, at vi trådt ind i en ny epoke. Den såkaldte "antropocæne epoke." En epoke, hvor mennesket har haft så stor indflydelse på klimaet, at vi har skabt varige ændringer i atmosfærens kemiske sammensætning og jordens sedimentlag. Men spørgsmålet om den antropocæne epoke er ikke blot en geologisk diskussion. Det er tillige et begreb, der har haft sit indtog i populærkulturen, i den humanistiske forskningsverden, i kulturverdenen og i medierne. Ifølge aftenens gæst er det gået hen og blevet en ideologi. En ideologi, der fremstiller "menneskeheden" som en historisk aktør, og som dermed tilslører kapitalismens centrale rolle i klimaforandringerne.

Da Kina siden afslutningen på det maoistiske styre er blevet en af verdens største økonomier, har den kinesiske udviklingsmodel været genstand for en masse politisk debat – især siden finanskrakket i 2008. Det tilbagevendende spørgsmål er, hvorvidt Kina udgør et bæredygtigt alternativ til den liberal-demokratiske markedsmodel. Den kinesiske vækst og den vestlige vækstkrise røbede den indsigt, at der ikke nødvendigvis er en relation imellem vækst og liberalisering af markedskræfterne. Men denne kirurgiske inddeling mellem liberalisering vs. planøkonomi er alt for simplistisk. Det mener aftenens gæst, sociolog Andreas Møller Mulvad, der forsker i Den Kinesiske Model.

Propaganda er oftest noget, vi taler om, når snakken falder på udemokratiske lande, hvor staten styrer, hvad medierne kan trykke og dække, og hvad borgerne må mene og tænke. Omvendt kan man indvende, at det netop er i de demokratiske samfund, at propagandaen er nødvendigst for magthaverne, fordi de ikke længere kan håndhæve konformiteten ved at forfølge anderledes tænkende. I den almene opfattelse af medierne, forstås disse som en objektiv og fri formidler af nyhederne. Medierne karakteriseres dels som en vagthund over for magthaverne, dels som den instans, der bringer befolkningens interesser på dagsordenen. Imidlertid siger en stor del af medieforskningen noget helt andet. Her lyder det, at de etablerede medier gennemgående lider af en elite-bias, og at de primært viderebringer magthavernes perspektiver. Spørgsmålet i aftenens program er, om også de danske massemedier bedriver propaganda. Gæst: Medieanalytiker Uffe Kaels Auring.

Aftenens emne er klimaforandringerne og deres artsudryddende, samfundsomvæltende og systemomstyrtende faremomenter. Samfundets eget værk har rejst sig som en trussel mod mennesket selv. Det er en krise, der kræver vores akutte opmærksomhed. Det drejer sig nemlig om selve vores fremtid som art og udsigten til et nogenlunde anstændigt liv på jorden. Klimakrisen – krisen over dem alle – er en realitet, der udfolder sig for øjnene af os. Forskere advarer, at en varmere planet betyder drastiske vandstandsstigninger, lange tørketider, voldsomt uvejr, gigantiske flygtningekriser, udryddelsen af stadig flere dyre- og plantearter og en verdensomspændende fødevareusikkerhed. Vi befinder så sent i forandringsprocessen, at det ikke længere handler om at afværge klimaforandringerne, men om at afbøde de værste udslag. Gæsten i dette afsnit om klimapolitik i Pakzads Polemik er Stefan Gaarsmand Jacobsen, post.doc på CBS, medstifter af Scandinavian Commons.

Otte timer om dagen, fem gange om ugen, står vi op for at gå på arbejde. Men det er de færreste af os, der trods hårdt arbejde, stress, frustration og jævnlig utilfredshed med at stå i bøn til en arbejdsgiver, der egentlig tænker over, at den institution, som vi arbejder og tilbringer en hel livstid i, modsat den stat vi lever i, ikke er demokratisk indrettet. Virksomhedsinstitutionen bygger ikke på et princip om frihed og medbestemmelse, men derimod på hierarki, management og mindretalsstyre. Men den tilstand er hverken båret af naturens orden eller effektivitetshensyn. Den er menneskeskabt, og opretholdes af kapitalister. Aftenens gæst er Esben Thomasen Baek.

Aftenens emne er lidt af en enhjørning for mange af os her i Vesten: Den arabiske venstrefløj og fagbevægelse. Findes den overhovedet i nogen nævneværdig forstand? Det skal vi udforske nærmere med mellemøsteksperterne Sune Haugbølle og Kasper Ly Netterstrøm.

Aftenens emne handler om den mest frihedselskende, mest lighedselskende, og mest autoritetsomstyrtende ideologi i politisk historie. Nej, det er ikke liberalismen. Tag dig sammen! Det er anarkismen selvfølgelig: den oplagte syntese mellem liberalismen og socialismen. Anarkismen er selvfølgelig ganske mange ting. Den kan i sagens natur både være højre- og venstreorienteret alt afhængigt af, hvem du spørger. Men fælles for anarkisterne er en afstandtagen fra autoriteter og et ønske om at opløse illegitime autoriteter for at sætte mennesket fri. Anarkisme er på sin vis en ideologisk og praktisk foranstaltning imod tvang, hvorend den måtte komme fra. Gæsten i Pakzads Polemik er faglig medarbejder i PROSA, Bjarke Friborg, der skrevet en afhandling om "anarko-syndikalismen."

Feminismen har aldrig udkæmpet krige, udsultet fjender, myrdet sine modstandere eller tyranniseret sine tilhængere. Den har kæmpet for ligestilling, fred mellem folk, social velfærd og bedre arbejdsforhold. På sin vis er feminismen på én gang et af de historisk set fredeligste og mest progressive bevægelser. I Vesten bryster vi os feminismens sociale landvindinger, men brokker os, når den vedholdent prikker til vores selvopfattelse og hævdvundne normer. Til sammenligning med de fleste lande i verden er Danmark et af de mest egalitære af slagsen. Men hvilken rolle efterlader det så den feministiske bevægelse? Har den stadig relevans og frigørelsespotentiale? Aftenens udsendelse handler om feminismen, patriarkatet og kønsbegreberne. Gæst: Tone Frank Dandanell, samfundsskribent og Ph.d-studerende i filosofi ved Aarhus Universitet.

"Tingene er blevet bragt i uorden, og Trump skal genskabe hjemmets naturlige hierarki. Kvinder, sorte og alle de andre ikke-lige subjekter skal sættes på plads. Det er det, “Amerika skal gøres stort igen”, i virkeligheden betyder." Sådan skriver aftenens gæst, Mikkel Bolt, kunsthistoriker og lektor i moderne kultur, i sin nyudgivne bog: Trumps Kontrarevolution. Ifølge Bolt kan Donald Trumps entré på den politiske scene og ikke mindst hans valgsejr beskrives som "en fascistisk kontrarevolution" – en såkaldt "protest imod protesterne." Men hvad berettiger brugen af mærkatet fascist? Ja, hvad betyder fascisme overhovedet i vores aktuelle kontekst? Og hvilke protester er det, som Trump og tilhængere revolutionerer imod?

Identitetspolitik er en bred fællesbetegnelse for al politik, der tager udgangspunkt i identiteter. For eksempel vores nationale eller religiøse tilhørsforhold, etnicitet, køn, race eller seksualitet. Det er de sociale samfundsgruppers indbyrdes forskelle, der er identitetspolitikkens urstof. Kort sagt er det en politik, der søger anerkendelse og ligestilling mellem samfundets forskellige grupper. Det kan være i forholdet mellem kønnene, mellem tykke og tynde, mellem hvide og brune, mellem heteroseksuelle, homoseksuelle og transseksuelle, og så videre. Kritikken af identitetspolitik er oftest rettet mod venstrefløjen fra højrefløjen og midten, men i dette afsnit af Pakzads Polemik vil Poya Pakzad divertere med en kritik af identitetspolitikkens bagsider – fra et venstreorienteret perspektiv. Det identitetspolitiske fokus på vores indbyrdes forskelle risikerer nemlig at ske på bekostning af de fælles materielle interesser, der forbinder os i klasser på tværs af identiteter. Gæsten i studiet er Anna Ullman, kri

I enhver herskende epoke har der eksisteret en samfundselite. Eliten anser typisk sig selv for samfundets ansvarligste borgere, der besidder evnerne til at træffe beslutninger på vegne af os alle – uafbrudt af demokratiets forudsætninger: "Det er de begavede, dannede og formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse," har den tidlige demokratiforkæmper Orla Lehmann engang udtalt. Tæt forbundet med dette elitære syn på folkestyret er elitens angst for pøblens medindflydelse. Den uoplyste almue må underkastes elitens fornuft og moralske rettesnor, for ellers bliver styringen af samfundet umulig. På både højre- og venstrefløjen forstås begrebet elite, som noget der står i modsætning til "Folket" – folket med stort F. Dog snakker de egentlig om meget forskellige ting, når de snakker om eliten. Men hvad og hvem er eliten helt præcist? Ugens gæst er Christoph Houman Ellersgaard, medforfatter til bogen "Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet."

Nyliberalismen er hverken ny eller synderligt liberal. Den er blot på genkomst, netop fordi den har været med os før. I et tidligere kapitel i historien havde man et lignende forsøg udi den utæmmede kapitalisme og frisættelsen af de globale markedskræfter. Men hvordan gik det for sig dengang? Og hvilke paralleller kan man drage mellem dengang og i dag? Pakzads gæst er Rune Møller Stahl, Ph.D på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Sammen snakker de om nyliberalismens historiske og aktuelle konsekvenser, og ikke mindst dens dybe legitimitetskrise i samfundet i dag.

Historien er en politisk slagmark. Hvordan vi kollektivt erindrer fortiden og bruger historien er langt fra blot en neutral sag. Det er tværtimod en magtkamp – en kamp om selvforståelsen, om nationen og om vores egen identitet. Derfor er det ikke så underligt, at Danmarks kolonifortid stadig er et ømt emne. Historien er nemlig ikke kun en kamp om fortidens objektive kendsgerninger, men også en kamp om fremtidens samfund. Ved hundredåret for Danmarks frasalg af Dansk Vestindien er kolonifortiden således atter blevet genstand for ny historieskrivning, ledsaget af heftig offentlig debat. Når fortællingen om fortiden omskrives fra slavernes og de underordnedes perspektiv, bliver de klassiske standardfortællingers aktørhierarki udfordret. Dette og meget mere diskuterer Poya Pakzad med forfatter Astrid Nonbo Andersen, der forsker i erindringspolitik og historiebrug.

Flere vestlige demokratier er i disse tider grebet af højrepopulisme. Højrefløjspartier, der tidligere befandt sig i den politiske margen og som i 90erne var dæmmet ind bag en politisk sanitetskordon – er nu rykket tættere på magten. Men hvorfor? Hvad er det, der gør højrepopulismen populær, og findes der elementer af rimelighed i bevægelsens kritik af det etablerede system? I denne udsendelse snakker Poya Pakzad om højrepopulismens vækstbetingelser, der ifølge hans gæst Malte Frøslee Ibsen, består i velfærdsstaternes kontroltab til den transnationale kapital og de globale finansmarkeder.

Der er og har været en stor kritik af multikulturalismen i Danmark og i Europa de sidste 15-20 år. Kritikken kommer fra både højre og venstre, fra intellektuelle, fra politikere og fra borgere. Det er et af de emner, der overskrider det traditionelle højre/venstre-skel i politik. Men hvad er multikulturalisme egentlig for noget? Og hvad er anti-multikulturalismen? I programmet vil vi diskutere, hvorfor der er så meget anti-multikulturalisme i Danmark, når multikulturalismen aldrig hverken som ideologi eller praksis har taget rigtigt fat i Danmark. Disse og flere spørgsmål diskuterer Poya Pakzad med Nils Holtug, forsker og lektor i filosofi på Københavns Universitet.